Indkøring af særlig sensitiv/ signalstærkt barn i institutionen: Jeg håber, at andre kan lære af mine fejl...

I slutningen af august i år, startede min datter 13 mdr. gammel i flerbørnsdagpleje (Der er 10 børn og 4 dagplejemødre). Og nøj, hvor det trak tænder ud! 

I det følgende kan du læse om forløbet og de frustrationer, som både jeg og min datter var igennem. Måske du kan genkende noget fra en lignende situation i forbindelse med indkøring af dit barn i institutionen?

Modelfoto: Barn, der er ked af at blive afleveret i institutionen.

Det var virkelig hårdt for både mig og hende. Hun var nemlig utrolig ked af det. Hun bare græd og græd fra hun blev afleveret og til jeg hentede hende igen 2-3 timer senere. Dagplejemødrene sagde til mig, at det er naturligt, at børn reagerer, når de skal starte i institution. Men de ville godt indrømme, at de ikke før havde oplevet nogen, der græd så uafbrudt som min datter. Helt uden pauser. Hun ville ikke acceptere, at jeg ikke var der. Hun ville ikke give op. 
Når jeg skulle aflevere hende om morgenen, var hun meget utryg og ulykkelig ved at skulle væk fra mine arme. Hun klamrede sig fast til mig og hun begyndte at skære tænder. Da tiden kom til, at jeg måtte gå og derfor give slip og give hende til en af dagplejemødrene, vendte hun hendes mund helt nedad og tårerne trillede. Hun så SÅ ulykkelig ud. Og det skar i mit hjerte. Jeg har virkelig svært ved at forlade hende, når hun ikke er glad.

Nogle gange, når jeg ringede for at høre, hvordan det gik, kunne jeg høre hende nærmest skrige af gråd i baggrunden. Jeg havde lyst til at smide alt, hvad jeg havde i hænderne for at løbe ud af døren og hente hende. Alligevel opfordrede de mig til at vente lidt tid, så hun kunne være der et par timer hver dag og vænne sig til alt det nye. Det skal lige siges, at jeg den første uge var der sammen med hende en times tid, hvorefter jeg - ifølge dagplejens anvisninger - skulle begynde at gå og lade hende blive der uden mig. Først 15 minutter og så gradvist over nogle dage trappe op til at lade hende være der alene en til to timer. 

Jeg havde lyst til at vende det moderne samfund ryggen og stikke af med min datter

Jeg lod det i første omgang fortsætte en lille uges tid for at se, om de fik ret og min datter pludselig ville vende og acceptere det nye. Jeg havde dog meget svært ved at stå fast ved min beslutning om at lade hende fortsætte sin indkøring. Jeg var igennem alverdens alternativer i mine tanker: At blive hjemmegående husmor, at flytte langt ud i en skov (for at få råd til at leve uden job), at flytte til en lille ø i et land langt borte. Ja, nærmest melde mig ud af samfundet. 
Jeg havde en del samtaler med venner og familie om, hvordan jeg slet ikke syntes om vores moderne samfunds koncept med at skulle sende børnene i institution for at mor og far kan gå på arbejde. Og på den anden side har det bare været så sindssygt hårdt at være alene-mor på halvtid til en signalstærk pige, der nærmest ikke sover i dagtimerne, sover uroligt om natten og kræver KONSTANT opmærksomhed. Så før hele “indkørings-eventyret” begyndte, glædede jeg mig meget til at hun skulle starte i dagplejen, så jeg endelig langt om længe kunne få lidt tid til mig selv. Få mit liv tilbage. 

En dag, da jeg talte med hendes far om min modvijle mod at skulle sende hende i institution, sagde han noget, som fik mig til at give det en chance. Han sagde noget lignende: 

“Jamen Lene, du kan jo ikke blive ved med at holde vores datter afskærmet fra det samfund, som hun nu engang er født ind i.  På det ene eller andet tidspunkt, vil hun blive nødt til at være en del af det. Og hvis ikke nu, så bliver det senere. Det bliver nok ikke meget lettere, bare fordi vi venter.”

Jeg kunne godt se, at han havde lidt ret i det, som han sagde. Og jeg savnede, som sagt, at få mit liv igen. Jeg havde brug for at blive fyldt op igen energimæssigt. Og jeg havde brug for at komme igang med at tjene penge, hvis vi skulle blive boende i vores nuværende lejlighed. Så jeg besluttede mig endnu engang for, at jeg ville “bide tænderne sammen” og fortsætte indkøringen. Jeg havde muligheden for at hente hende allerede efter 2-3 timer, så det var trods alt meget korte dage, at hun (og jeg) skulle igennem. 

Indkøring i institutionen gjorde hende udkørt, modløs og syg 

Efter at have været afsted halvanden uges tid, blev hun syg. 
Hun havde alle dage været meget energiforladt, når jeg hentede hende (måske af at græde så meget :-(  Og hun bare hang på mig som en lille modløs abeunge. Hun ville ikke spise noget og hun ligefrem sultestrejkede i hele fire dage, hvor hun INTET ville røre. De sagde henne i dagplejen, at hun ikke engang ville drikke noget, når hun var der hos dem. 

Så var det, at hun blev forkølet og jeg måtte holde hende hjemme nogle dage. Hun fik det lidt bedre, men hendes normale glade ansigt og nysgerrige, energiske side, fik jeg ikke at se. Hun bare hang på mig. Hvis jeg ville sætte hende ned fra mig, skreg hun, så snart hendes fødder rørte gulvet. 

Efter nogle dage og en weekend, var hendes forkølelse væk. Jeg tog igen afsted med hende til dagplejen. Og igen var hun ked af det. Der gik nogle dage og hun blev syg igen! Nu med opkast. Jeg tog til lægen for at få hende undersøgt, men han kunne ikke se, at hun fejlede noget andet end at hun hostede lidt. Han sagde, at det muligvis var hosterefleksen, der fik hende til at kaste op. Jeg tror, at det var en reaktion på at hun var ked af det. Jeg var ret frustreret og ked af det over det, da hun stadig ikke rigtigt ville spise noget. Fx fik hun en dag kun ca. 5 blåbær. Altså på en hel dag! Og kastede senere på dagen det hele op igen. Så hun levede stort set af ingenting. 
Da der var gået nogle dage, virkede hun igen til at være ok. Hun kastede i hvert fald ikke længere op. Var dog stadig meget pylret og energiforladt. Så jeg holdt hende hjemme et par dage endnu, inden jeg tog forsøget op igen med indkøring i vuggestuen. Vi kørte nu på 3. uge dog afbrudt af de førnævnte sygdomsperioder. Stadig var hun meget ked af at være der. Bare græd og græd. 

Et billede taget uden for dagplejen efter at have hentet Leona. Træt og ked af det.

Alternativ behandling som hjælp mod stress symptomer efter indkøring i institutionen

Jeg endte med at bestille en tid til hende hos en rigtig dygtig akupunktør, som jeg selv var hos, da jeg var gravid og gået over termin (Helle Ella). Via en akupunkturbehandling, satte hun dengang min fødsel igang - jeg fik veer få timer efter behandlingen. Derfor besluttede jeg for at tage forbi med Leona og se, om hun kunne gøre noget ved hendes situation. 

Da vi ankom til konsultationen, bad hun mig fortælle lidt om, hvad der var problemet. Jeg fortalte hele historien om dagplejen og min datters modvilje mod at blive efterladt der. Hun tjekkede hendes puls på de forskellige median-baner. Og efter kort tid sagde hun:

 “Jeg vil faktisk ikke behandle hende. Der er intet galt med din datter. Det, som der er galt er situationen, som du byder hende.” 

Hun fortsatte og sagde, at min datter var i en slags post-traumatisk chok-situation, og at hun kunne mærke, at der var en energiblokering ved hjerte-medianen. Hun sagde til mig, at efter hendes mening, skulle vi, som forældre, lytte meget til det, som vores børn forsøgte at fortælle os. At det var ikke ok for hende at komme væk fra sin mor nu. Hun havde brug for mig. Og hun var angst for at blive adskilt fra mig. 
Hun sagde noget lignede det, som jeg selv tidligere havde tænkt: At det moderne samfund fordrer, at vi overhører vores børns signaler. Jeg fortalte hende, at jeg selv havde tænkt noget lignende, men at jeg jo ikke kunne melde mig helt ud af samfundet. “Nej, men du kan finde en ø”, sagde hun. Med “en ø” mente hun, at der altid ville være en løsning midt imellem. Hun opfordrede mig til at skabe et arbejdsliv, hvor mit liv ikke skulle være delt mellem at arbejde og være mor. Men derimod have min datter som en central del i mit arbejde. Jeg stillede stort spørgsmål ved, hvordan? Men det mente hun, at jeg ville finde ud af med tiden. 
Inden vi gik, stak hun en akupunkturnål i Leonas hånd for at styrke hendes hjertemedian. Hun sagde til mig, at hun nok derefter ville få brug for at sove, da der ville ske en energiudrensning. Jeg takkede farvel og gik. Og jeg må nok sige, at hun fik ret: Min lille signalstærke pige, som jeg normalt aldrig kan få til at sove uden laaaang tids putteritual, faldt sørme i søvn i cykelsædet, så snart jeg satte hende ned. Jeg nåede ikke engang at spænde cykelhjelmen, inden hendes hovede hang ned og hun var i dyb søvn. Jeg valgte derfor at tage hende ned igen og bære hende sovende i mine arme til den nærmeste café, hvor hun kunne ligge ned i en sofa og sove. 

Den største fejl ved at fortsætte indkøringen af mit signalstærke barn i institutionen

Jeg tænkte hele vejen hjem på cykelturen efter akupunktur-behandlingen: 

“Jeg bliver simpelthen nødt til at finde en løsning på det her!  Jeg vil aflevere min datter, hvor hun er glad, og hvor hun kender dem/ den, der skal passe hende så godt, at hun føler sig tryg ved dem!". 

Og det er her, at jeg nu kan se, at jeg har begået den største fejl: Inden jeg begyndte at gå fra hende i dagplejen, havde jeg kun været med to dage. To dage, hvor hun havde virket utrolig glad og nysgerrig på at lege med de andre børn. Fordi jeg var med (åbenbart). 

Det, som jeg glemte alt om, og som jeg burde have gjort, var at fokusere på, at opbygge et forhold mellem hende og pædagogerne. Og gerne over flere uger. Hun kendte dem jo slet ikke, da jeg overlod hende til dem. Det gjorde hende enormt utryg. Både at skulle blive ladt alene uden sin trygge base - sin mor - og sågar at blive overladt til fremmede mennesker et sted, som hun ikke kender, og hvor der er meget mere larm end hun er vant til. 

Så jeg vil klart anbefale dig, der er forælder til et særligt sensitiv og/eller signalstærkt barn at gøre alt for at dit barn føler sig tryg ved og de primære pædagoger inden du forlader ham/hende.

Du skal ikke stoppe med at være der sammen med dit barn før du ved, at han/hun er ok, tryg og glad ved den nye situation. Det er klart at vores børn reagerer voldsomt på en alt for hurtig indkøring og brat overgang fra mor til fremmede. Sådan ville vi andre nok også have det, hvis vi ikke havde et sprog og dermed en forståelse af, hvorfor vi pludselig skulle overlades til fremmede, selvom vi på alle måder gjorde udtryk for, at vi ikke var glade og trygge. Normalt har jeg jo reageret på hendes signaler og været der til at trøste hende. Nu stopper jeg pludselig - i hendes øjne - med at reagere. 

I virkeligheden stopper jeg ikke med at reagere.  Jeg er nu ved at undersøge, om jeg kan få hende flyttet til en mindre dagpleje, hvor der således er mindre larm og kun én dagplejer, som hun skal forholde sig til. Og bliver det muligt, vil jeg køre indkøringsfasen på den måde, som jeg ikke fik gjort det nuværende sted: Lige så stille tilvænning over flere dage, hvor hun får mulighed for at lære dagplejemoderen rigtig godt at kende, mens jeg er med på sidelinien. Derudover bliver jeg ved med at give hende meget korte dage 1,5-2 timer i den nuværende institution for at se, om der sker en forbedring.


-------------------------
Akkupunktøren, som jeg omtaler i dette blogindlæg er Helle Ella. Du finder hende her www.amoxa.com