At opretholde sit sociale liv med en high need baby

Endnu engang fik jeg en smagsprøve på, hvordan det kan være svært at opretholde sit sociale liv, når man har en signalstærk baby. Jeg har efterhånden forsøgt mig med mange gange at tage Leona med ud om aftenen. Jeg prøver da om jeg enten kan få hende til at falde i søvn hos dem, som jeg besøger - igår var der tale om min moster - eller lade hende sove i bilen på vej hjem for derfra at løfte hende ind i seng.

Mange forældre, som jeg kender, og som har “almindelige” dvs. ikke-signalstærke børn, har held med på denne måde at fortsætte deres sociale liv. Også om aftenen. Men næh nej, det går desværre slet ikke så nemt for os. For det første vil Leona ikke sove, når hun er et nyt sted. Og for det andet hvis det endelig efter laaaang tids forsøg (og jeg vel at mærke har brugt en time eller mere af min aften på at få hende til at sove) lykkes at få hende til at falde i søvn, så vågner hun altid kort tid efter og vil ikke sove mere. Hun er fuld af energi og vil deltage i det sociale. Selv hvis jeg tager hjem med hende, så går der et par timer, før hun kan sove igen. Måske fordi hun er blevet forvirret over at være et fremmed sted og være vågen til sent ud på aftenen. Muligvis tror hun, at det er dag? For det trejde lykkes det yderst sjældent for mig at “lave snigeren” med at flytte hende sovende fra autostolen og ind i sengen. Hun vågner stort set altid op, når hun enten mærker eller hører, at hun er ved at blive flyttet. Jeg har haft held med det et par gange, så nu er det efterhånden min foretrukne måde at forsøge mig med, når jeg skal besøge venner om aftenen. Det betyder dog stadig, at jeg skal forholdsvis tidligt hjem for ikke at rykke hendes sengetid alt for meget og lave rod i vores rutiner. Ja, og så betyder det jo desværre også, at jeg ikke kan drikke vin/ alkohol, da jeg er i bil. Så desværre begrænser det mig lidt i forhold til, både hvad jeg kan og orker at sige ja til. Det koster jo på energikontoen det her med at hun så kommer en del senere seng end normalt, at jeg ofte skal kæmpe med at få hende til at falde til ro, når vi kommer hjem, og hun således er ekstra pylret dagen efter.

En livsstilsændring
At blive mor til min lille signalstærke pige har således betydet en ganske markant ændring af min tidligere livsstil. Hvor jeg før var meget social og ude mange aftener om ugen, føler jeg mig nu nødsaget til at tilbringe samtlige aftener hjemme. Simpelthen fordi det fungerer bedst sådan, hvis jeg skal gør mig håb om, at Leona får sovet det, som hun skal. 

Mit liv er nu blevet fyldt med mange timer derhjemme, mange praktiske gøremål og enormt meget alene-tid. Naturligvis er jeg sammen med min datter det meste af tiden, så helt alene er jeg ikke, men jeg ser kun venner ca. 10% af den tid, som jeg gjorde tidligere. Ofte (før Leona startede i dagplejen og stadig i weekenderne) har jeg følt mig ensom og uden nogen at tale med. Dette mest i den tid, hvor hun er vågen og jeg derfor ikke har haft mulighed for at gøre ting for mig selv, såsom at læse, skrive, tjekke mails osv. Sjovt nok giver det en ensomhedsfølelse, selvom det, som jeg mangler er at kunne være mig selv. Jeg føler mig både låst i situationen og keder mig enormt meget ved bare at skulle være 100% beskæftiget med at passe hende. Frustration er nok nærmere ordet. Frustration over ikke, at kunne lave de ting, som jeg har lyst til. Der for det meste handler om ro til fordybelse. Når det så er blevet aften, og hun endelig sover, er jeg så meget i underskud af at have tid til mig selv, at jeg faktisk foretrækker at være alene fremfor at have gæster. Der er alligevel kun få timer mellem at jeg lægger Leona i seng og jeg selv går i seng, da jeg er så træt og færdig, at min “fritid” er kort. 

Det gode ved min begrænsede mulighed for at være social er, at det også har været med til at jeg nu sætter pris på mine aftener derhjemme EFTER at min datter er lagt i sneg. De to timer, som jeg har til mig selv. Og det har også været med til at gøre det klart for mig, hvem af mine venner, der stadig interesserer sig for mig, min datter og mit liv på trods af, at jeg nu ikke længere kan deltage i så mange sociale aktiviteter, tale i telefon og besvare sms’er så meget som før. Alt det er jo nærmest ikke muligt, når man er på 24/7 med et opmærksomheds-, omsorgs, og tryghedskrævende barn. 
Jeg ved, at det er et alment issue for forældre til signalstærke børn. Jeg har dog ladet mig fortælle, at det bliver lettere, når de bliver ældre. Deres nysgerrige, udadvendte side, skulle nemlig gøre, at de får let ved at lege med andre børn og i det hele taget holde sig selv beskæftiget med nye, sjove, vilde lege :-)