Min undren og dårlige følelse med afledningsmanøvrene kommer sig af en prompte følelse i mig, der nærmest får min mave til at snørre sig sammen. Det er en følelse af, at dem, der forsøger at aflede ikke anerkender barnets følelse. Ja, og at de nærmest med al deres kommunikation - både verbalt og kropsligt - sender et signal til barnet om, at det IKKE er ok at være ked af det! At den eneste følelse, som vi anerkender er glæde. Happy face. That’s what we want. Som klovnen i et cirkus, der altid har et stort grin på uafhængigt af sine indre følelser.
DERFOR gør jeg altid følgende, når min datter græder: Jeg tager hende op og holder hende tæt ind til mig. Jeg trøster hende og anerkender hendes følelse af at være ked ved at sætte ord på den. Fx hvis hun falder og giver udtryk for, at det gjorde ondt ved at græde voldsomt: “Nååhr, gjorde det ondt? Du faldt lige på numsen, hva’? Det er da heller ikke rart. Mor kan godt forstå, at du er ked af det. Men det skal nok gå. Min søde, dejlige pige.” Med andre ord, hjælper jeg hende til at kunne rumme sine følelser. Fordi det er jo i bund og grund dét, der sker, når et barn græder voldsomt: Det bliver overvældet af følelser, som det har svært ved at rumme. Og i mine øjne skal vi hjælpe det til at mestre denne kunst. Hvis barnet lærer, at det er ok at være ked af det, vil det også som voksen turde sætte ord på sine følelser og ikke forsøge at undertrykke dem. At undertrykke følelser kan i værste tilfælde, som bekendt, føre til depression og/ eller misbrug. Og for mig at se, er det vigtigt, at vi netop viser vores børn, at vi er der for dem, og at vi elsker dem, når de har det allermest svært med at rumme deres egne følelser. Dette kan både komme til udtryk gennem gråd og agressiv adfærd. “Elsk mig, når jeg mindst fortjener det, fordi det er der, at jeg behøver dig mest” siger et kendt ordsprog. Og det vælger jeg at følge.
Det skal lige siges, at jeg ikke altid kommer springende for at trøste min datter, så snart der er det mindste. Hvis jeg kan se og høre på hende, at hun ikke slog sig og hendes reaktion dermed ikke er gråd, men bare en klagelyd, da siger jeg opmuntrende til hende: “Hov, du faldt lige. Op igen”.
Jeg har også af og til fået kommentarer fra andre om bare at ignorere min datter, hvis hun falder og slår sig, så hun ikke lærer, at jeg altid kommer rendende. Dette er jeg - som I nok allerede kan læse ud af det ovenstående - heller ikke enig i. Jeg tror netop på, at hun skal lære, at jeg er der for hende. Og dette leder mig til pointen, fordi der er en pointe med dette indlæg :-) Den kommer her:
PhD afhandling om (bl.a) hvorfor du skal lade dit barn græde ud - hos dig.
I dag har jeg læst et uddrag af en Phd afhandling, som til min store glæde kommer ind på præcist de overvejelser, som jeg har gjort mig og de mavefornemmelser, som jeg har valgt at følge i min rolle som forælder.
Afhandlingen er skrevet af amerikanske Aletha Solther. Phd, udviklingspsykolog, konsulent og stifter af Aware Parenting Institute. Hun har skrevet flere bøger om opdragelse (oplistet nederst i mit blogindlæg), som er blevet oversat til flere sprog. Hun er anerkendt som ekspert indenfor områder som tilknytning, traumer og opdragelse uden brug af afstraffelse.
Hun fremhæver hvorledes babyer, der efterlades grædende er i fare for ikke at udvikle en fundamental følelse af tillid samt forståelsen af dem selv som værende en “kausal agent” (én, som kan forårsage en reaktion). Dette kan muligvis lede til magtesløshed, lavt selvværd og kronisk angst senere i livet. Hun fortæller om, hvordan et grundlæggende fundament for sikker tilknytning kræver prompte reaktioner på barnets gråd og adfærd. Især i barnets første leveår.
I forhold til min tilgang med at lade min datter græde i mine arme og i det hele taget at tillade hende at græde ud, bekræfter det følgende mig i, at jeg gør rigtigt i mine antagelser:
1. Forskning i stress fysiologi viser, at kortisolniveauet (streshormon) stiger ved selv korte adskillelser mellem spædbørn og deres mødre.
2. MEN gråd har en funktion! Når du græder, udskiller din krop streshormoner og du frigør traumer, der stadig kan sidde i kroppen. Forskere har målt fysiologiske ændringer hos voksne efter terapisessioner, hvor de har grædt meget. Resultaterne viste lavere blodtryk og kropstemperatur, langsommere hjertefrekvens og mere synkroniserede hjerne-bølgemønstre. Denne tilstand af fysiologisk afslappethed var større efter at personen havde grædt end efter at have dyrket motion i et tilsvarende tidsinterval.
ERGO: Når dit barn græder og vil op til dig, søger det din nærhed. Tager du ikke barnet op, føler det sig adskilt. Når det er adskilt fra dig, bliver det kun endnu mere stresset. Og lader du ikke dit barn græde ud, men laver en “afledningsmanøvre”, får det ikke afløb for de streshormoner og evt. traumer som har ophobet sig i barnets krop.
ERGO: Når dit barn græder og vil op til dig, søger det din nærhed. Tager du ikke barnet op, føler det sig adskilt. Når det er adskilt fra dig, bliver det kun endnu mere stresset. Og lader du ikke dit barn græde ud, men laver en “afledningsmanøvre”, får det ikke afløb for de streshormoner og evt. traumer som har ophobet sig i barnets krop.
Mange psykoterapeuter anerkender den terapeutiske værdi af gråd og opfordrer deres klienter til at græde. Terapeuterne antager, at folk gennem gråden kan helbrede sig fra virkningerne af tidlige traumatiske oplevelser. Gråden har de altså holdt tilbage i gennem mange år. Ofte helt fra deres tidlige barndom, hvor de har lært sig selv ikke at græde og udtrykke svære føleser. Hvorfor mon? Kan det tænkes, at de blot har kopieret deres forældres adfærd, og lært sig selv at undertrykke svære følelser? De har måske lært sig kunsten at hoppe fjollet rundt, at spise et æble, en rosin eller andet godt for at aflede følelserne? Tja.. Det er bare min indskydelse.
Hvorfor føler barnet stres?
Som allerede nævnt, kan én årsag til stres hos babyen/barnet skyldes, at det er adskilt fra sin mor/far, når det behøver ham/hende.
En anden årsag kan være at kvinden under sin graviditet var stresset og således har overført streshormoner til barnet.
Stress kan ligeledes komme af barnets frustration over at ville noget, som det endnu ikke kan pga. størrelse/alder/motoriske færdigheder.
Og det kan komme af søskende-jalouxi, mor og far, der skændes meget eller generelt en dårlig og utryg stemning i hjemmet.
Forskning har også vist, at stres hos barnet kan også komme af en dramatisk fødsel. Særligt, hvis der var medicinering involveret. Altså gennem moderen. I løbet af de første par måneder er det typisk for børn at have en grædesession efter en meget stimulerende dag, selv om alle deres umiddelbare behov er opfyldt. Forsker T. Berry Brazelton kalder denne periode for “The fuzzy period”. Han hævder, at barnet har brug for at afreagere, fordi dets stadig umodne nervesystem er overstimuleret.
Der er evidens for, at sensitive børn er dem, der har oplevet stress eller traumer tidligt i livet. Dette finder jeg yderst interessant i forhold til min sensitive, signalstærke pige. Jeg var på ingen måder stresste under graviditeten, men under fødslen... Puha. Det var en hård omgang. 34 timer med veer for til sidst at få ve-drop, epidural-blokade og det endte med at min datter blev taget med sugekop! Så det kan på alle måder have været en stressende oplevelse for hende. Jeg tænker på, om det generelt er tilfældet for de sensitive og/eller signalstærke børn? At de enten havde en meget voldsom fødsel, eller at deres mødre var stressede under graviditeten? Det er, som sagt dét, som forskningen viser. Så et eller andet må der vel være om det.
Så for at afrunde, så vil jeg opfordre alle jer mødre derude at tænke over dette næste gang jeres barn græder eller opfører sig “dårligt”. Har dit barn i virkeligheden bare brug for at blive holdt om og rummet? Nogle sensitive børn vil ikke bryde sig om at blive holdt om, men der kan du sætte dig ned i øjenhøjde, tale beroligende til barnet, sætte ord på dets følelser og i det hele taget være nærværende og vise både med ord og kropssprog, at du er der for ham/hende. Og at du kan godt rumme det. Selvom jeg VED, at det kan være svært, når man er træt og udkørt af manglende nattesøvn og i det hele taget tid og ro til at pleje en selv. Men prøv alligevel, om ikke du kan gøre forsøget. Der er stor sandsynlighed for, at det giver bonus på sigt.
Kærlig hilsen
Lene (der lige nu sidder og skriver i sengen ved siden af min sovende datter, da hun har haft en aften med maaange opvågninger... Suk. Men trøster mig med, at det trods alt er blevet meget bedre end i de første måneder af hendes liv :-) )
Du kan læse hele artiklen, der omhandler den omtalte Phd-afhandling her:
Og på hjemmesiden www.harmoniskeunger.dk, kan du læse et lidt kortere, men rigtig fint og meget gennemførligt uddrag PÅ DANSK: http://www.harmoniskeunger.dk/2012/07/19/derfor-er-godnat-og-sov-godt-direkte-skadelig-for-dit-barn/
Bøger skrevet af ph.d. Aletha J. Solter:
The Aware Baby
Helping Young Children Flourish
Tears and Tantrums
Raising Drug-Free Kids
Ingen kommentarer:
Send en kommentar