Mit barn vil ikke spise! Hvad gør man, når ens barn ikke er interesseret i mad?

“Du skal spise kartofler!”

Vi spoler tiden tilbage. Nærmere bestemt til i starten af 1980‘erne. En frustreret kvinder sidst i tyverne kravler rundt på alle fire under sit køkkenbord. Hun er på jagt. På jagt efter hendes lille 5-årige datter, som er flygtet fra hende. Hun er flygtet ned under køkkenbordet for at undslippe at spise kartofler. “Jeg vil ikke spise de ulækre kartofler” råber pigen. “Jamen, det skal du. Jeg er din mor, og det er min pligt at sørge for, at du spiser” svarer moderen tilbage, mens hun får fat i sin lille datters ben og trækker hende hen til sig. 

Situationen stammer fra mit liv. Som særligt sensitiv, signalstærk og (måske derfor?) MEGET kræsen, ville jeg ikke spise noget som helst. Jeg kan huske, hvordan jeg hadede spisetiderne. Jeg hadede at skulle sidde med ved bordet. For det første fordi det keeeedede mig at sidde der helt stille uden at kunne hoppe rundt og lege og for det andet, fordi maden ikke sagde mig noget. Jeg var ganske enkelt ikke interesseret i at spise.

Vælling og udkogte grøntsager har sat sine spor i min hukommelse

Jeg har en ret god hukommelse, når det kommer til min barndom. Jeg kan derfor huske mange tydelige eksempler på oplevelser, følelser og tanker, som jeg har mødt i mit liv. Og min mors frustration over mit forhold til mad, er én af de ting, jeg husker aller bedst. Jeg kan også huske, hvordan jeg i børnehaven altid sad tilbage som en af de sidste ved bordet, fordi vi SKULLE spise op, inden vi måtte gå fra bordet. Jeg kan huske, den forfærdelige kvalmende lugt af vælling, der bredte sig i hele børnehaven på den bestemte ugedag, hvor det var “vælling-dag”. Og jeg spiste det ikke! Jeg nægtede simpelthen. Jeg kan huske, hvordan jeg allerede på hen mod spisebordet udtænkte planer for, hvordan jeg ville undlade at spise. Og jeg kan huske, hvordan jeg mange dage sad og kiggede på de ulækre, alt for udkogte grøntsager på min tallerken. Hvordan jeg endte med at måtte lægge dem ind under min tunge for ikke at kunne mærke dem og derefter skylle dem ned med mælk. Jeg måtte jo ikke rejse mig fra bordet, før jeg havde spist alt op. Og dengang var pædagogerne nok meget mere strenge end det er tilladt for dem at være i dag. De kunne godt finde på at holde en så hårdt fast i armen, at det gjorde ondt, og den blev helt rød. Nogle gange græd jeg, men lige så stille fandt jeg mine egne små “overlevelsesstrategier”. 

Velmenende råd, men lige lidt hjalp det

Vi vender tilbage til min frustrerede mor. Jeg mindes, hvordan hun, da jeg var startet i skolen, tog mig med til sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken gav min mor nogle gode råd om, hvordan hun kunne få mig til at spise mere og mere af “det rigtige”. Blandt andet lavede vi en aftale om, at jeg skulle spise et halvt stykke rugbrød om dagen med ost! Til gengæld fik jeg et stykke pålægschokolade ovenpå. Det gik jeg med til. Der skete dog ofte det, at jeg pillede pålægschokoladen af, og ikke ville spise resten. Så helt succesfuld var strategien ikke. 

Mit forhold til mad i dag

Kræsenheden og forsigtigheden over at indtage mad - udover mine få livretter - holdt ved hele min barndom. Indtil jeg var midt i tyverne, var jeg stadig forholdsvis kræsen, men det aftog (heldigvis) konstant i takt med alderen. I dag spiser jeg stort set alt. Dog har jeg “ørneøjne” i forhold til at opdage små misfarvninger i fx kødet/ grøntsagerne, og bliver nødt til at fjerne det, før jeg kan spise videre. Hvis ikke, får jeg nærmest brækfornemmelser. Det virker måske lidt skørt. Jeg kan fx heller ikke lide at skære kyllingekød ud, hvis der er mange sener og blodårer. Jeg kan faktisk ikke få mig selv til at røre ved det. Og da mine øjne automatisk lynscanner alt inden det ryger i munden, opdager jeg ofte ting så små som en lille bladlus i fx salaten eller i kebabrullen.  

Der er håb forude

Jeg fortæller jeg alt det her, for at I, der oplever lignende udfordringer med jeres børn, måske kan få lidt håb midt i al frustrationen. Jeg er jo selv et levende eksempel på, hvordan man på trods af denne - som barn - store uvilje mod mad og det at sidde med ved et bord sagtens kan ændre sig i løbet af ens opvækst. I dag er jeg 1.74 cm. og er normalvægtig. Jeg har et meget sundt forhold til mad og det at spise. En påstand, som jeg vil begrunde med, at jeg fx aldrig har været på kur eller følt lede ved min vægt. Jeg spiser det, som jeg vil. Både sundt og usundt. 

Så jeg vil gerne stå frem som det levende eksempel på, at et meget kræsent eller småtspisende barn sagtens - og nok i de fleste tilfælde - vil ende ud med at have et helt normalt og sundt forhold til mad. De bekymringer, som I måske oplever nu ved at jeres børn ikke vil spise noget eller er meget småtspisende, de behøver måske i virkeligheden ikke at fylde så meget, som de gør. 

Min egen datter har svært ved mad

Jeg står nu selv i samme situation, som min mor gjorde, dengang jeg var barn. Min datter er også enormt vanskelig, når det kommer til mad! 

Heldigvis kan jeg - i modsætning til min mor dengang - bruge min viden og  mine oplevelser fra mit eget liv i forhold til at forstå hende. Det gør, at jeg så nogenlunde kan finde accept i situationen. Dog, dermed ikke sagt, at jeg ikke også selv kan blive frustreret, når hun gang på gang nægter at spise.

Da vi startede med grød ( Hun var 5,5 mdr.) ville hun ikke spise den! Jeg forsøgte med alverdens forskellig slags grød og jeg forsøgte mig med at mose banan i, men lige lidt hjalp det. Hun klemte læberne sammen og gik bagover i flitsbue, mens hun skreg. Og når det en sjælden gang lykkedes mig at få lidt mos ind i hendes mund, så stak hun i et kæmpe hyl og spyttede det ud. Sådan blev det ved i alt den tid, hun var i “grød-alderen”. Og det fortsatte i samme dur, da vi begyndte med blendet mad. 

Jeg ammede hende til hun blev et år, så jeg vidste heldigvis, at hun fik lidt næring. Det var dog alligevel noget frustrerende at stå og forberede alverdens mos og senere blendet mad, som hun nægtede at spise og jeg derfor måtte smide ud. Og desuden gik hun på 6 mdr. fra at ligge i øverste gennemsnit på vægt/højdeskalaen til at ligge nederst. Det hang dog også sammen med, at hun begyndte at kravle og gå tidligt, og (som de fleste signalstærke børn) er MEGET aktiv: Sover lidt og er i konstant bevægelse.

Status i dag - For min datters mad-indtag og for min måde at takle det på

For at gøre en lang historie kort, vil jeg runde af med status for min datter i dag: Hun er nu 15 mdr. gammel. Stadig meget småtspisende, men hun spiser da heldigvis noget. Jeg har fundet frem til omkring 5 ting, som jeg nu ved, at hun kan lide. Selv med de ting, har det dog taget mange forsøg, før hun godtog det. 

Mange morgener kommer hun i dagpleje uden at have spist noget som helst. Og ligeledes mange aftener går hun i seng uden at have spist noget som helst. Jeg sørger for altid at kunne tilbyde hende noget af det, som jeg VED, at hun godt kan lide. Det tager jeg frem de dage, hvor jeg har forsøgt at give hende en ny ret - hvis det altså viser sig, at hun ikke vil spise denne nye ret. Men ja, som sagt, ender det ofte med at hun ikke spiser noget af det. Hverken det nye eller det, som jeg ved, at hun kan lide. 

Jeg trøster mig nu med, at jeg selv var på samme måde, da jeg var lille. Og jeg vælger at tro på, at hun nok skal spise, når hun er sulten nok/ når hun har brug for det. At hun ved det og kan mærke det. Desuden prøver jeg at huske mig selv på at se på hendes madindtag over en samlet uge, fremfor at fiksere mig på, hvad hun spiser pr. dag. Så alt i alt har jeg det ok godt og afslappet med, at hun ikke spiser specielt meget og er en lille pige af statur. Jeg var selv meget lille som barn og endte med at være en høj pige. Så det kan sagtens ændre sig hen ad vejen. Og i og med, at jeg alligevel ikke kan gøre det store fra eller til, vælger jeg at slappe af med situationen, så godt, som jeg nu kan. 

Jeg vil slutte af med et billede fra i dag, hvor Leona Sophia under madlavningen nysgerrigt stak et stykke porre i munden, for derefter at stikke i et hyl og spytte det ud! Det kunne hun altså bestemt ikke lide! :-)