Indkøring i institution: Jeg føler stadig at have svigtet mit barn

I dag er min datter 2 år. Følelsen af at have svigtet hende under indkøring i institution, da hun var 13 måneder, sidder stadig i mig. 

Nogle gange vender det tilbage til mig som et mareridts flash back. Jeg husker, hvordan hun, når jeg skulle aflevere hende om morgenen, klamrede sig til mig, spændte sin lille krop så hårdt, at hun nærmest gik i krampe, alt imens hun skar voldsomt tænder og kiggede fuldstændig forskræmt på mig med hendes frygtopspilede øjne. Hun ville ikke give slip på mig. Hendes små arme holdt så fast, som de overhovedet kunne om min hals. Men vi voksne er - desværre - altid stærkere end børn. Og kan løsne selv det - for deres små arme - mest faste greb…! :-(

Hun ville ikke endnu engang afleveres til fremmede og gå igennem timers frygt, gråd, skrigen, frustration, vrede og sorg over igen at være blevet forladt af sin mor PÅ TRODS AF, at hun MED ALT, hvad hun kunne, havde signaleret, at hun IKKE var tryg ved situationen og de nye mennesker. Og at hun IKKE ønskede at blive afleveret til fremmede. 

Hvorfor stoppede jeg ikke indkøringen i institutionen?

Hvorfor stoppede jeg ikke indkøringen og trådte 3 skridt tilbage? Jeg så og mærkede jo, hvor ked af det og bange, hun var. Og jeg mærkede min egen tristhed og frustration over at  skulle tvinge hende til noget, hun så tydeligt signalerede, at hun ikke ville. Noget, der gik så hårdt ud over hende, at hun hverken ville spise eller sove. 

Om natten græd hun flere gange af mareridt. Og om dagen, når jeg hentede hende, hang hun på mig som en lille abeunge, der havde tænkt sig ALDRIG mere at give slip på sin mor. Jeg kunne ikke engang sætte hende ned på jorden bare 1 sekund. Så snart hendes små fødder rørte jorden, græd hun og klamrede sig til mig. Så sådan gik jeg rundt hver dag efter at have hentet hende i institutionen. Med en lille pige, der klamrede sig til min krop. Flere gange under indkøringsforløbet blev hun syg, og jeg måtte holde hende hjemme. Det var dog som at tisse i bukserne, fordi så snart hun blev rask nok til at komme tilbage til institutionen, startede det hele forfra. Faktisk gik der hele 3 måneder, før hun stoppede med at græde, når hun var der. Om det skyldtes, at hun blev tryg og glad eller om det skyldtes, at hun opgav håbet om at blive hørt i forhold til, at hun havde brug for sin mor, men at hendes kalden var forgæves, kan man kun spørge sig selv om?

Anja Sigvard Nielsen (signalstærk.dk) skriver i sin artikel om indkøring af signalstærke børn således: 

“Nogle gange hører jeg folk sige at børn altid græder meget i de første uger, men at det går over. Og ganske rigtigt så går det over, for på et tidspunkt finder barnet ud af, at ligegyldigt hvor meget det græder, så kommer mor og far ikke og hjælper. Barnet lærer i virkeligheden ikke at være i institutionen – Det lærer at det ikke kan forvente hjælp fra sine nærmeste. Stresshormonerne i kroppen kan desuden være blevet så mange at kroppen står af og barnet bliver depressivt og indelukket. Det kan efterfølgende se ud som om barnet har affundet sig med situationen, når det passivt følger med i dagens aktiviteter uden et kny, men stress går ud over barnets evne og lyst til læring og kan på sigt medføre angst.” 

Normalt havde min datter været en meget glad, energisk, nysgerrig og nærmest frygtløs pige, der løb hen til alverdens fremmede for at hilse på dem - men Mor havde jo altid været lige i nærheden, så hun kunne søge tilbage, når det blev for meget. Nu hang hun bare der, fuldstændig energiforladt. Og trist. 

Som i kan læse af min indledning, så er det ikke fordi jeg ikke gjorde mig overvejelser om at stoppe indkøringen. Jeg tænkte på alverdens tænkelige og utænkelige alternativer. At skifte til en mindre institution, at blive privat dagplejemor for hende og et barn mere (I Københavns Kommune skal man passe mindst to børn for at kunne modtage betaling for at passe sit barn derhjemme). 

Men både min økonomiske, fysiske, psykiske og familiære situation gjorde det meget svært for mig at finde en udvej. Jeg var stort set alene med hende. Hendes far boede og bor stadig i Spanien og kom således kun på besøg en gang i mellem - med op til måneders mellemrum. Min familie bor i Jylland, mens jeg bor i Kbh., så der var ikke hjælp at hente. Derudover var jeg startet som selvstændig kort tid inden jeg blev gravid med Leona. Dette betød, at jeg konstant skulle have fysisk og psykisk overskud til at udvikle egne koncepter og kontakte kunder for at få en indtægt. Noget, som jeg desværre havde meget lidt overskud til i den tid jeg havde hende hjemme fuldtid. Eftersom hun jo hverken sov stabilt om natten eller dagen og krævede min konstante opmærksomhed. Af samme grund havde jeg heller ikke hverken fysisk eller psykisk overskud til at benytte mig af muligheden for at blive privat dagplejemor. Jeg havde SÅ meget brug for at få mor-rollen lidt på afstand. Komme til hægterne igen. Komme igang med at arbejde og komme ud blandt voksne mennesker. Det er nu engang sådan at jeg bliver psykisk og åndeligt stimuleret.  

Hvad kunne jeg have gjort? Og hvad kan DU gøre, hvis du kommer ud for en lignende situation med dit barn i forbindelse med indkøring?

I dag forstår jeg, at der rent faktisk var en løsning. En løsning, som jeg rent faktisk havde set og overvejet, men som jeg - åbenbart - ikke var stærk nok til at stå fast ved:

Jeg foreslog flere gange de forskellige dagplejemødre (det er en flerbørnsdagpleje) at være der sammen med Leona i stedet for at efterlade hende. Ligesom jeg havde været med de første par dage. At jeg ville blive der sammen med hende nogle timer hver dag indtil vi kunne se, at hun følte sig tryg. Og gerne over længere tid, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.

Efterfølgende har jeg også hørt dette foreslået af sundhedsplejersker, pædagoger og andre med viden omkring særligt sensitive og signalstærke børn.

Men dette frarådede de mig…!

Personalet i institutionen forviste mig om, at vi gjorde bedst i at fortsætte indkøringen på vanlig vis 

De forklarede mig, at det var bedst for hende at vænne sig til, at når hun var der, så var mor der ikke. Og at hun efterhånden ville forstå, at jeg altid kom igen. Det har de helt sikkert ret i. MEN den forståelse mener jeg burde være kommet EFTER hun følte sig tryg ved at være der og EFTER at kende en eller flere af de voksne så godt, at hun søgte deres selskab. De forklarede mig også, hvordan hendes kraftige skrigen efter mig mest af alt virkede som om, at hun var VRED over at jeg gik. Men hvad så hvis det var tilfældet? Gjorde det nogen forskel? Hun trivedes jo tydeligvis ikke. Her har Anja Sigvard Nielsen igen en interessant og meget vigtig pointe i hendes artikel om indkøring i istitution, hvor hun skriver følgende:

“Signalstærke børn kan være vanskelige at aflæse, idet de kan græde voldsomt til afsked uden at det skyldes utryghed, men snarere på grund af barnets store reaktioner på selve farvelsituationen. Jeg har hørt udtalelser om at barnet bare er vredt, og derfor skal gråden ignoreres eller barnet irettesættes, men lad mig understrege at et vredt barn også har brug for trøst og støtte og at vrede ofte skyldes en følelse af afmagt, desperation eller angst!”

---------------------------

Med disse ord vil jeg afslutte dette blogindlæg. Med håbet om, at du som forælder kan lade dig inspirere af min historie og at du finder modet til at lytte til dit barn og støtte ham/hende i hendes frygt og afmagt i en lignende situation.

N.b. Så skal det lige siges, at min datter i dag trives i den pågældende institution og at det heldigvis er nogle meget kærlige voksne, der arbejder der. Blot har de nok ikke kendt meget til, hvordan man indkører et særligt sensitiv og signalstærk barn på en måde, hvor barnet kan føle sig mere trygt, hørt, set og forstået i sin afmagt. 

Jeg forsøger at lade være med at bebrejde mig selv. For at jeg fortsatte indkøringen uden at stå ved mit forslag om at træde nogle skridt tilbage og være der sammen med min datter indtil hun var tryg ved mindst én voksen. 

Jeg prøver så vidt muligt at se på det således: Min fantastiske lille datter lærer hele tiden MIG noget nyt om, hvordan JEG bedst muligt kan støtte hende i sin udvikling, som den HUN er. Jeg tror på, at børn gennem deres signaler kan vise os vej til, hvad der er bedst for deres udvikling. Og, som I nok ved, så er signalstærke/ High Need børn virkelig gode til:

1. At mærke og vide, hvad de vil
2. At signalere det 
3. De VIL en helt del mere end andre børn på deres alder, da et af deres stærkeste træk er deres store nysgerrighed på alting.

Du kan læse mere om min oplevelse med at aflevere min datter i institutionen i mit blogindlæg, som jeg skrev tilbage i sensommeren 2013: http://intuitivmor.blogspot.dk/2013/09/indkring-af-srlig-sensitiv-signalstrkt.html

Du kan læse den omtalte artikel af Anja Sigvard Nielsen om at indkøre et signalstærkt barn i institution her: 

Del I:  http://www.signalstærk.dk/#!institutionsliv1/c1363

Del II: http://www.signalstærk.dk/#!institutionsliv-ii/c1svu